Af Gustav Stubbe Arndal
Det er en lidt mærkelig dansk titel, Ryusuke Hamaguchis antologifilm har fået. Japanske fortællinger er nemlig ikke specielt japansk; den er universelt menneskelig. Den oprindelige titel kan oversættes som ”sammentræf og fantasi”, og det siger meget mere om filmen – især om forbindelserne mellem de tre historier, den består af.
Først handler det om den unge pige Meiko (Kotone Furukawa), hvis veninde fortæller hende om den drømmefyr, hun lige har været på date med. Meiko opdager, at fyren er hendes ekskæreste – en eks, hun var utro imod og måske stadig ikke har givet slip på.
Dernæst en ældre universitetsstuderende og husmor, Nao (Katsuki Mori), hvis unge kæreste overtaler hende til at forføre en litteraturprofessor (Kiyohiko Shibukawa), som for nyligt har udgivet en prisbelønnet bog. Men planen går i nogle uventede retninger.
Den sidste fortælling drejer sig om den midaldrende Moka (Fusako Urabe), som tager til en lidt skuffende komsammen med sine gamle skolekammerater. Men på vejen til togstationen synes hun at få øje på en gammel flamme (Aoba Kawai). Moka tager hjem til hende i håb om at få sagt noget af det, hun ikke kunne, da de sidst sås.
Hver kortfilm er bygget op omkring en eller to fantastisk konstruerede dialogscener, hvor to hovedkarakterer må navigere hinandens følelser og forventninger.
Dialogen er virkelig i centrum, og Hamaguchi udviser beundringsværdig tillid til sine skuespillere – lange indstillinger er normen, og kameraet bevæger sig roligt og bestemt. Ti minutter lange dialogscener holder opmærksomheden med smart brug af rummene, de foregår i – karaktererne danser rundt i stuer og kontorer, mens de danser rundt om det, de egentlig forsøger at få sagt.
Skuespillerne får også det meste ud af de komplekse følelser, Japanske fortællinger drejer sig om, selvom ikke alle brillerer ligeligt – der er enkelte akavede scener, men der er en hårfin grænse mellem at spille en usikker karakter, og usikkert skuespil.
Der er ikke et svagt led blandt de tre fortællinger, som hver har noget mindeværdigt at give, men om de går op i en højere enhed, er et andet spørgsmål.
Der er bestemt temaer, som forbinder dem alle: Sammentræf, som den japanske titel nævner, er et af dem: to karakterer render ind i hinanden ved et tilfælde, enten som starten på deres fortælling, eller som epilog. Utroskab – igangværende, tidligere og påstående – er et andet. Fortrydelsen, der følger med sådanne situationer, underligger meget af dramaet.
Længere under overfladen er en søgen efter sig selv. Hver hovedperson kaster sig hovedkulds ud i ukendte emotionelle farvande: En konfrontation med en eks, man måske stadig elsker; en intim samtale med en forfatter, der måske gennemskuer én mere, end man regner med.
Den sidste fortælling i rækken har mest af denne usikkerhed og fortrydelse, men nok også den mest opløftende slutning, som jeg selvfølgelig ikke vil spolere.
Trods kortfilmenes individuelle og fælles styrker er Japanske fortællinger dog ikke så mættende som en spillefilm. Det er tre udmærkede forretter, der er velsmagende hver for sig og sammenlagt, men det er ikke den fulde menu.
Ryusuke Hamaguchi viser dog sit værd som chef. Med tre små historier om ”sammentræf og fantasi” viser han selvsikker instruktion og rørende menneskelighed, så det overrasker mig ikke, at han netop har vundet manuskriptprisen ved Cannes Filmfestival med sin nyeste film. Den glæder jeg mig gevaldigt til at se.
Kommentarer